søndag den 28. februar 2010

Sommerfuglene fløj lige i armene på nr.16


Vinderen af mobiltasken er nr.16
Håber sommerfuglene kan hjælpe dig med at holde styr på mobilen.
Send mig en mail med din adresse, så dukker pakken op inden længe.

Søndagsstudier

Det dripper og det drypper udenfor, en solstråle strejfer omkring for en stund, men jager videre.
Indendøre er der Johnny på cd-afspilleren og jeg brummer med, mens der leges med nye taskeideer.


Mit mål er en skuldertaske som har lige præcis den størrelse, der gør at man ikke får den proppet med alle mulige ting, med ømme skuldre og let forslæbt attitude til følge.


Her er første proto-udgave.
25 x 35 cm og med 2 skulderremme i skind.
Jeg tror størrelsen er perfekt, om lidt vil jeg pusle videre med en model med klap og udvendige lommer.
Men først skal hundetøsen og jeg lige have brændt lidt krudt af med en tur til vandet.
Vi trænger begge to til frisk luft og rask trav, efter en stillesiddende søndag eftermiddag.

Der kan stadig smides lodder i hatten hvis du vil være med i lodtrækningen om mobiltasken i aften kl.20.

lørdag den 27. februar 2010

Vildtpleje eller rå slagtning



Lene har på det seneste haft nogle skønne indlæg om hvordan hun og landmanden hjælper vildtet gennem den barske vinter.


Jeg har haft gang i en helt anden form for vildtpleje, eller nogen vil måske mene rå slagtning af sagesløse korsstingsdyr. .
Denne brølende kronhjort og hans tøser er blevet sakset ud af et imponerende stort broderi.
Kronhjorten Knud er blevet skilt fra tøserne.
Nu har de hver især fået nye græsgange på 2 tasker.
Taskerne var en bestillingsopgave som har været rigtig sjov.
Det trak lidt sved på overlæben at klippe i det fantastiske broderi. Jeg kunne jo ikke lige suse hen i nærmeste stofbutik og hente et nyt, hvis jeg knoldede i processen.
Men da jeg først havde fået saksen i sagerne, gik det rigtig godt og de færdige resultater blev som jeg gerne ville have dem.

onsdag den 24. februar 2010

Når det blir´sommer igen.....


Forestil dig at der engang inden så længe kommer gang i alt det her.
Billedet er taget før den senest ankomne meter sne.
"Jeg cykler lige over efter jordbær, mens du tænder op i grillen min skat"
En sætning jeg drømmer om at få i brug igen.

Alternativ til foderbrættet

Mon solsorten finder derind?

mandag den 22. februar 2010

Mandag med fløde på

Mandag morgen efter en god lang ferie:
  •  grave et stk automobil ud af indkørslen
  •  skovle et stk fortov
  •  være en lille time om at køre på arbejde
  •  starte med 2 timers personalemøde
  •  vende en meget træt snude hjemad ved 17-tiden.
Hjemme i hulen igen:
  •  bliver mødt af duften af kærestens nybagte brød og friskbrygget kaffe
  •  dagens snefald er skovlet væk af mindstemand
  •  hundebassen ligger træt og tilpas efter en herlig lang gåtur og sneboldekamp med The twins
  •  prinsessen er igang med at trylle den herligste gang aftensmad
  •  Mor her får bud på at  slænge sig i sofaen og slappe af
Livet er ikke det værste man har - slet ikke i den her familie

søndag den 21. februar 2010

Sommerfugleskjul til mobilen

Årets første forårsmåned er lige om hjørnet.
Denne sommerfugle-mobiltaske er også lige om hjørnet for den som bliver udtrukket i min
"forårs-giveaway"
Læg lodder i kommentarfeltet og vær med i lodtrækningen søndag d.28.februar.

Farve terapi



Jeg har en skøn kaffedug med glade karoline-køer i en af mine mange kasser. De står på rad og række hele vejen rundt i kanten, og en gang i mellem nupser jeg lige en.
En af køerne har fundet vej til denne tehætte.


Jeg bliver aldrig træt af at lege med sort, hvidt og rødt. Det er en kombination der appellerer til mig.
Jeg holder rigtig meget af farver og har som sådan ikke nogen absolut yndlingsfarve.
Mit øje holder af at samle pæne farvematchende flader, for så at ruske godt og grundigt op i det hele ved at ploppe en mere aparte farve ned midt i det hele.
Det er i legen med farver og strukturer at jeg helt og fuldstændigt fortaber og fordyber mig,
Det går mere og mere op for mig, hvilken gave det er at have en lidenskab, som helt uafhængigt af hvordan ens liv og hverdag iøvrigt bumler hen af stenede veje, kan bringe glæde, ro og energi.
Mens jeg var allermest syg af stress, mistede jeg for en stund denne passion.
Heldigvis fandt jeg den hurtigt igen, og det var måske der det for alvor gik op for mig, hvor meget det betyder for mig at kunne forsvinde ind i mit kreative univers.
Når mit arbejde med mennesker har trukket tænder og udmattet, lader jeg batteriet op via den kreative fordybelse.
Så hvis du spurgte mig hvad jeg ville tage med på en øde ø, ville svaret være:
Farver, stof, tråd, nål, saks og alle dem jeg holder af:)

lørdag den 20. februar 2010

Sne og højt humør;)


Nu har jeg skovlet tung tung sne i en time.
Fortovet er postbudreglementeret og jeg behøver ikke fitness i dag.
Det kræver et meget godt humør og en lallende optimisme, at se det helt vildt sjove i, at sneen væltede ned igen i samme øjeblik, som jeg satte skovlen på plads.
Jeg er ikke helt sikker på hvordan det syn påvirker min hjernes serotonin-system:)

fredag den 19. februar 2010

Nyt liv i gamle klude

Længe har den trøje ligget i en bunke og ventet.
Jeg er vild med farverne, men der gik lidt for meget mormor i den når den kom på min krop.
Nu er den blevet pimpet lidt med silke, plys, en orange lynlås og lidt bånd.
Resultatet er en forårskåd cardigan hvis odds for at blive luftet af madammen er væsentlig højnet.

torsdag den 18. februar 2010

Snevejrstur og en hemmelighed

Luka med sin efterhånden sparsomme pels tæt til kroppen, og jeg i fuld vinterbeklædning, drog til stranden i snevejret.
Strandfuglene samler sig ved bækkens udløb, og følger skarpt øje med om der skulle vise sig at være foder i lommerne.
Jeg nøjes nu med at fodre hjemme på foderbrættet, det virker så uoverskueligt, at skulle mætte strandens mange sultne næb.
Det var en kold, men rigtig dejlig tur, Luka var næsten helt hvid inden vi nåede hjem.
I modsætning til mig, kan hun absolut bedst li´at gå i modvind. Hun "bryds" sig ikke om frisk vind i numsen:)
Hun eeeelsker til gengæld at blive møflet med håndklædet efter sådan en våd tur.


Jeg har været igang med at sy fødselsdagsgave til Marie der fylder 7 år den dag foråret officielt træder i kraft.
I får lige et lille smugkig, men jeg siger altså ikke hvad det er.

onsdag den 17. februar 2010

Hun er sgu´ tudetosset


 

Inspireret af denne fantastiske hækler har jeg lavet de her.
Jeg aner ikke hvad de skal bruges til, men der kan blive til mange mange flere, garnet er sokkegarn fra Noro.
Hvis jeg fortsætter til jeg har været gennem alle farveskiftene, dukker der måske en brilliant ide op.
Skulle der være læsere her på bloggen der vil byde ind med ideer, modtages de med stor glæde.


En smuttur til Stof &Stuff hjembragte forunderlige skatte.
De skønne sorte og orange knapper kunne jeg bare slet ikke stå for.
Det kunne godt risikere at blive ægte knap-skatte. De ganske særligt sjove, søde, smukke, skøre knapper som aldrig bliver syet på noget, simpelthen fordi  jeg ikke kan undvære dem i skattekisten.



 

Om de nuttede hundehvalpe i rosenbuketten nogensinde kommer ud i det virkelige liv ved jeg ikke.

Det er absolut stof i kategorien:
Det er så gyseligt, at det på en eller anden måde er pænt.
Jeg måtte eje det.
Jeg ved at jeg vil elske at hive det frem og forsøge mig med talrige kombinationer og anvendelsesmuligheder. Og så en dag er det bare det helt rigtige. (Lover at vise frem, den dag det kommer)

Nu vil jeg kaste mig over denne kanelduftende æblekage.
Resten af familien sidder klar med te og venter. Venter på den tudetossede kvinde der køber meget underlige ting og hækler noget hun ikke ved hvad er....ej altså moaaar:)


5 fordele ved vintervejret

Der er forholdsvis rene gulve i hytten, fordi 1 stk BernerSennen slæber sne og ikke mudder med ind.

Det er OK at score de fedeste støvler på udsalg, fordi det stadig er helt vildt meget støvlevejr.

Det er umuligt at rydde op i garagen i sin vinterferie, fordi der ikke er plads til alt skramlet for sne udenfor.

Det er nødvendigt at slæbe favnfulde af farvestrålende tulipaner med hjem, fordi de holder det sure humør ude af stuerne.

Det er rimeligt afgørende at spise godt og sødt, fordi man holder varmen bedre når man er lidt tyk.

Lyserød solnedgang med dino-kraner i baggrunden.

tirsdag den 16. februar 2010

Coco-dag

Julie og jeg har haft Coco-maraton idag.
Vi nupsede lige begge Coco Chanel-filmene på en dag.

Eftermiddagsfilm med "Coco før Chanel"
En sødmefyldt tøsefilm som blev slubret på bagerste sofarække med cola og popcorn.
Vi sad bag 5 ældre damer, som til Julies store forargelse snakkede løs under forestillingen.
"Man skulle jo tro de var en flok teenagere, mor"
Herefter var det tid for aftensmad, lækre kyllingesandwich på cafe, før det var tid :


"Coco og Igor"
I Øst for Paradis, hvor jeg har tradition for at forestillingen ledsages af kulsort kaffe og figenbrød.
Julie nøjedes nu med cola og snickers.
Denne film var en rigtig film-film med flotte billeder, skæve kameravinkler og en lidt forudsigelig historie, der blev holdt igang af godt skuespil.
Vi har haft en herlig herlig tøsedag. Og vi var ikke omkring Blockbuster på vej hjem:)

søndag den 14. februar 2010

Vinter og forårstasker


Julies mobil og musik har fået nye kjoler..
En vinterkjole i sølv og grå.
En forårskjole med flaksende sommerfugle og fine farver.
De er bare så sjove at lave de små mobiltasker.
Et kig i baljen med små stofrester "opfandt" lige flere nye.
Det er der gået en eftermiddag med i det NYOPRYDDEDE værksted.
Men selv fruer og hunde med nyopryddede værksteder kan trænge til frisk luft og kolde næser, så vi er daffet...
God søndag

Hvor skal jeg være?


Luka er en meget god indikator for hvornår der bare er FOR rodet på mit værksted.
Når hun forgæves forsøger at finde et ledigt gulvareal der passer til hendes lille spinkle krop, kigger på mig på den der fortvivlede måde:"Hvor har du så lige tænkt dig at jeg skal være?"
Så er det på tide med en oprydning.
Der var vi nået til i går eftermiddags. Jeg var i gang med taske nummer 5, og der var absolut ikke plads til så meget som en lille mager chihuahua.
Da jeg lige skulle flytte en bunke for at finde saksen og ca.200 knapper føg på gulvet;(
Lige der, blev Luka og jeg enige om, at nu gik vi en god lang tur, drak en kop varm kaffe og SÅ ryddede vi op.

lørdag den 13. februar 2010

Klar parat feriestart...

Vinterferien er skudt i gang.
Hele hytten er cleanet og indbydende til sofahygge med film og spil.
Det sneer igen igen og kulden er bidende. Jeg tror kun det er Luka og mig der kan lokkes til stranden i dag.
Min værkstedshule er lun og der ligger spændende projekter og venter.
Symaskinerne er rengjorte og klar til masser af kilometer syning.
Jeg har fundet klippe-klistrekassen frem. Invitationer til vores sommerfest skal snart sendes ud, så jeg skal lege mig frem til fine invitationer der summer af sol og sommer..
 

onsdag den 10. februar 2010

Mobiltaske-ideerne bobler


Den lille mobiltaske er helt sikkert nummer 1 i en lang række.
Den er tilbehør til en taske jeg har lavet, men allerede nu er der indgået bestilling på et par stykker til et par modebevidste unge damer.
Jeg er klar, der er lavet en lille bunke af sjovt og farverigt stof og skind.
Så snart vinterferien er skudt igang, er jeg den der skal lege med mobiltasker.
Whiiii hvor jeg glæder mig.
Nu er jeg den der er hoppet under dynerne.
Jeg har meldt mig klar til at gå på arbejde i morgen, så det må jeg hellere arbejde på at blive.

Meget stille mandag og rusten tirsdag


Det der i søndags tegnede som endnu et trivielt afsnit i min snot-soap, ændrede sig henover natten til en god gedigen gammeldaws halsbetændelse.
En af dem der hvor man bare ikke kan sige et kvæk, og hvor det gør grueligt ondt bare at tænke på at synke.
Hele mandag kunne jeg kun præstere små ynkelige pivelyde, slubre små skvæt te og have frygtelig ondt af mig selv.
Tirsdagen er der kommet lidt lyd på igen, feberen og ømheden er stabil, men tålelig.
Åh hvor er jeg bare træt af mit vinterskrantende helbred.
Jeg troede at jeg havde lagt de endeløse forkølelser bag mig sammen med stress-monsteret.
Bliver også lidt bange for om det er det lille monster der stikker hovedet frem igen, og prøver at fortælle mig et og andet ved at sætte mig skakmat igen og igen.
Forude venter en uges vinterferie.
En uge som heldigvis ikke på forhånd er booket op med voldsom megen aktivitet.
Jeg tror ugen skal bruges til stille eftertænksomhed og 10.000 km´s eftersyn af mit hverdagsliv.

søndag den 7. februar 2010

Søndags-stille


Gårsdagens festivitas blev afløst af en frydefuld stille søndag.
Jeg er så frygtelig forkølet igen igen. En forkølelse der har bidt sig fast ligesom frosten.
Mit værkende hoved har det bedst i frisk luft. Luka er heldigvis ikke spor svær at lokke med på en god lang strandtur.
Resterne fra i går kunne byde på varm chokolade med flødeskum. Uhm.....
I værkstedshulen er der lunt og godt.
Taskedele er blevet samlet og kronhjorten står nu og brøler på en taskeklap.
For en gangs skyld har jeg fået læst søndagsaviserne om søndagen.
Hvis jeg kravler under dynen nu, kan jeg vist også lige nupse et par romankapitler inden søvnen overmander mig.

Lovely la´kage




I dag var en af lagkagerne hvinende lyserød og med hindbærskum.
Fødselsdagsbørnene hyggede igennem med alle fætrene, kusinerne og "søster" Mille.
De fik skønne gaver og en skøn dag. 16 års fødselsdagene er blevet fejret for 3. og sidste dag.
Nu sidder en lettere bombet mor træt og tilpas med sofaen slænget omkring sig, og med udsigt til et overvældende antal knitrende og farverige tulipaner.
Det har været en dejlig dag.

fredag den 5. februar 2010

Forberedende fredag

I morgen rykker fætre, kusiner, mostre, onkler, bedsteforældre m.fl. ind til den sidste fejring af 16-års fødselsdagene.
Før jeg selv fik børn forundredes jeg over de mange arrangementer en børnefødselsdag kunne trække med sig. Jeg undlod vist heller ikke at ytre mig omkring det.
Da mine unger blev 1 år havde deres far og jeg konstateret, at det med fødselsdag fattede de små vidundere vist ikke det store af, så det kunne vi vel lade passere i stilhed. Vi kunne da sætte flag i morgengrøden og så lade det være fejring af deres 1-års fødselsdage.
Men så let skulle vi ikke slippe.
Vi blev overdænget med lidet flatterende betegnelser og beskyldt for misrøgt og afstumpede opvækstrammer. Der blev krævet en fødselsdagsfest for børnene fra familie og venner..
Vi modstod ikke presset og diskede op med det helt store fødselsdagstamtam.
Det gør vi gerne igen for 16.gang i år.
Boller, chokolade og lagkage.
Sang og flag.
Masser af spil og leg.
En travetur for de friske.
Chili con carne og god rødvin.
Alt skal være som det plejer og det plejer at være skønno skønno.
Så jeg vil kaste mig ud i de forberedende øvelser når arbejdsdagen slutter kl.16.30.
En af de mindre sjove gentagelser er strygning af adskillige meter hørdug. Det kræver et par plader i spisebordet at dække op til 22.
PS. Jeg satser på hindbærlagkager og et mere delikat udtryk;)

mandag den 1. februar 2010

Stille ego-dag


Hulsten fundet på en solvarm strand i Vorupør hænger og dingler i det hvide vintervejr og minder om sommerferie og brune ben under skørterne.
I dag har jeg slubret en  mandagsfridag.
Syet, strikket, stirret ud i luften og trukket vejret dybt ned i maven. Tumlet i sne med Luka og sovet til middag.
Trængte til en absolut slowdag hvor det kun var mine egne forventninger jeg skulle forholde mig til.

Der er nogen der har lagt lort på vores lagkage


Søndag nuppede vi lige endnu en gang fejring af de to 16-årige.
Storebror og familie kom til chokolade, boller og lagkage.
Der blev hygget igennem med skønne gaver og dejligt selskab.


De lidt udefinerbare knotter på lagkagen er altså blåbær som hyggebelysningen har gengivet som brunbæér:)