mandag den 31. oktober 2011

Lopper i Amsterdam



Loppemarkederne var en imponerende blanding af skrammel, hippie og hash-souvenirs 
og enkelte skønherligheder.
Stemningen var folkelig og broget, der var faktisk overraskende få turister.
Jeg slap derfra med et enkelt køb,
til gengæld en rigtig fin lille skat.
En indonesisk trykklods, som allerede er testet.




Den laver en vidunderlig bund for andet tryk.
Som baggrund eller brugt til flerfarvetryk.
Der er muligheder i min nye(gamle) klods. 

Fra vandsiden





Malerisk og lidt fra neden af.
At tøffe rundt på kanalerne og suge byens smukke efterårsstemning til sig.
Det siges at Amsterdams kanaler er tre meter dybe.
Fordelt med 1 meter mudder, 1 meter cykler og en meter vand.

Sanselig musikcafe


Der er coffee-shops
og så er der....

søndag den 30. oktober 2011

Treiener




Der er en, 
der er to, 
der er tre
fjollefine lysestager
fra en fin lille hollandsk butik.

Jeg røg ikke i kanalen - men denne kanal er på bestyrerindens hænder igen


Bestyrerinden er hjemme igen.
Vikaren har fået en huskekage.
Lige ommelidt svinger jeg de storbytrætte fødder op i sofaen.
Der er tændte lys i stager
kaffe i koppen
varm hund der skal nusses
en Julle der skal krammes
Yngstemand  traver rundt i noget hollandsk lufthavn.
Mor slapper først HELT af når han sidder i flyet.
For fanden drengen kan knap selv finde til Aarhus, 
og den der Schiphol Airport er seriøst stor.

lørdag den 29. oktober 2011

Endnu ikke fældet af cykel

- Posted using BlogPress from my iPhone
Amsterdam er dejlig
Amsterdam er trætte fødder
Amsterdam er fortovskaffe,
fede boghandler,
eventyrlig mange skobutikker
og søde mennesker.
Et prøverum hedder paskamer på hollandsk.
Der er 9 millioner cykler i Beiijing - der er flere i Amsterdam

Det er fake


Den der elefantorden er altså ikke en blogbestyrerinden har fået.
Vikaren kan afsløre at der er tale om en vellignende hjemmelavet kopi.

fredag den 28. oktober 2011

Mon hun også spiser dem






Vikaren har rodet lidt i arkiverne 
og fundet beviser på en af blogbestyrerindens mere bestialske sider.
Sweaterslagtning.
En gammel norsk sweater har ladet livet.
Stumperne er genopstået som lækre accessories.
Delene er bundet sammen med uldfleece, pels og garn. 
En hat, et pandebånd, en krave og håndledsvarmere.
Uden fotodokumentation er der yderligere blevet til en babyhue, babyfutter og en lille taske.
Der er kun et lille bitte stykke trøje tilbage,
og det forlyder fra pålidelig kilde,
at jagten på slagteklare sweatere er skudt i gang.

torsdag den 27. oktober 2011

Dovenrad



Mens blogbestyrerinden "tåger" rundt i Amsterdam, 
kommer vikaren med slibrige afsløringer.
Blogbestyrerinden giver sig ud for at have grønne fingre, men de visner når efteråret sætter ind.
Sommerkrukker og potter er klar til at holde vinterferie.
Der står endnu et par krukker med pelagonier og chokoladeblomster.
Men resten er røget i komposten.
Hun er blevet for doven og magelig til at gide at overvintre sommerblomster.

onsdag den 26. oktober 2011

Har du hørt


Der går rygter om sladder her på kanalen
mens blogbestyrerinden sejler op af åen i Amsterdam.

Rejseklar



Et lækkert mønster der matcher det smukke efterårsløv.
Et stort og dejligt tørklæde der skal lune og pynte om min hals.
I morgen tidlig rejser jeg med kæresten og yngstemand til Amsterdam.
Yngstemand skal filme musikvideoer sammen med en engelsk fyr der laver meget mærkelig musik.
Daddy og Mutti backer up, mens de nyder hinanden og lidt storbyferie.
Jullen og Smukkehunden holder tøseferie herhjemme sammen med Jullens veninder.
"Mor de roder altså sådan ret efterskole-meget"
Er spændt på at se hvor meget "ret efterskole-meget" er når vi vender hjem igen.
Nu skal der vist lige hældes lidt tekstiler, lidt garn og en roman i en taske,
så jeg kan melde rejseklar.

Parken og hundehullet



Meget afhænger af hvilken vinkel man ser tingene fra.
Min parcelhushave kan fra den rette vinkel se parkagtig stor ud.
Luka´s hundehul ser ikke ud af meget på fotoet, men tro mig det er dybt og stort.
Der møffer hun sig ned og gør klar til indbildte små hundehvalpe.


Her er hun foreviget i et "gammelt" hul.
Der kan være ret meget mudder i sådan et hul,
og der kan være ret meget mudder på sådan en Berner.
Muligvis godt for hud og pels
men det trækker tydelige spor på "nogens" gulve.

tirsdag den 25. oktober 2011

Æbleskud





Under søndagens æblehøst
var der æbler der hang for højt til at jeg kunne nå dem.
De æbler havde jeg egentlig tiltænkt fuglene
men de raslede ned om ørerne på os, mens æblegrenene blev savet ned.
Et par af æblerne er skåret ud og lagt i foderhuset.
Det har pipperne helt sikkert ikke noget imod.
Jeg har guffet et par stykker, altså æbler, ikke fugle.
Resten ryger i den spandfuld der skal skrælles og ende ud som en skudefuld æblegrød,
og vi taler stadig om æbler :) 

Hvem siger at efterår er gråt og trist





I foråret var jeg helt fortabt i lærkegrenenes hvinende grønne og helt små bløde koste.
De samme lærketræer står nu i deres allerfineste efterårskjole.
En vidunderlig palet af grønt-gult-brunt.
Lange pjuskede nåle
og skulpturelle kogler.






Hybenbuskene har virkelig også taget festtøjet på.
Jamen det er da lige til at blive glad i låget af sådan et farveboost.

Gi´den mand en grensaks - og han fælder hele haven




Når man er sådan en der synes, 
det er synd for ukrudtet at hive det op, 
og rigtig synd for træerne at save eller klippe i dem.
Så er det rigtig godt at man har en far der ikke er så blødsøden.
En far der går grundig tilværks, 
som sørger for at man ikke ender i noget totalt sammengroet vildnis.
En far der så let som ingenting kan rende sin ældste datter træt ud i disiplinen,
høvle hele haven vinterklar.
Heldige mig der har sådan en far.

Mit blødsødne hjerte måtte forbarme sig over de stakkels syge æblegrene.
De er så fine og finurlige.
Jeg aner ikke hvad jeg skal bruge dem til,
men det føles rigtig godt at vide,
at der er svampeangrebne grene på lager,
til den dag jeg lige står og mangler sådan et par stykker.

mandag den 24. oktober 2011

Tossede træer - eller fjollede hatte



Jeg har for en stund slået mig på juletræs-avl.
I guirlander af lim tester jeg tossede juletræs-ideer.
Den med pompom i toppen leder vist mere tanken hen på fjollet hat end på trendy træ.

Jeg glædes





Det gør stadig ondt at være tvunget til at sige farvel til et spændende arbejdsliv med fuld fart på,
desværre så megen fart at jeg er blevet blæst helt over hegnet af det.
Men det gør mig SÅ glad og håbefuld at jeg nu har fået mulighed for et nyt arbejdsliv med læhegn og skånehensyn.
Jeg har haft den mest fantastiske sagsbehandler.
En kvinde med så megen empati og imødekommenhed, 
at det virkelig er vigtigt at fremhæve. 
Det har været så dejligt at opleve at en så kompetent og engageret medarbejder, 
altså stadig findes i det ellers så forkætrede sygedagpengesystem.
Jeg er så taknemmelig for at mit cpr-nummer matchede hendes arbejdsfelt.
Det har betydet ALT at blive mødt positivt når det hele var kaos indeni og stressmonsteret rev og flåede.
Jeg troede og håbede på at jeg var godt på vej til at vinde i kampen med monsteret,
men det har vist sin overmagt og forvandlet sig til en depression.
Jeg er slet ikke tjulahop-frisk til at kaste mig ud i jobsøgning ligenu.
Er faktisk mest til hjemmebrug.
Men det betyder alverden at vide at jeg nu har lagt diverse arbejdsprøvninger og den der "frit i luften svævende,  aner ikke hvad jeg skal stille op med det dersens arbejdsliv" tilstand bag mig.
Fleksjob hænger ikke plukkemodne på træer,
men jeg er stålsat sikker på at der ved ihærdig indsats kan podes et til mig. 
Jeg er nemlig i gode og hjælpende hænder.