lørdag den 30. juni 2012

Kageprinsessens studenterfest

Der var kage i lange baner

Kys i flere lag

Farverigt redt op på verandaen

Den smukkeste kageglade studine 
og et bjerg af gaver

En flok dejlige hatteklædte unge mennesker

Indædt konkurrence

Knivskarpe dommere

Travle forældre

....og så var der kage.....
En dejlig fest for min dejlige niece.


Godt man strikker når der er kø på motorvejen

Min søde niece skal fejres i dag.
Hun har fået studenterkasket og har inviteret til fest.
Vi ager sydpå sammen med alle de feriefarende.
Der er sørget for adstadigt tempo og god tid til strik på motorvejen.


- Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 28. juni 2012

Mildhed





Tak du milde sommeraften 
for at smyge sig blidt omkring mig.
En stille stund med 
fuglefløjt
dufte af bål, hyld og friskbrygget kaffe.
Hæklenålens meditative vandren ind og ud af løkker.
Myggedans
omkring en sitrende lille glæde ved i dag at være et skridt nærmere
et arbejdsliv som Albapige 

onsdag den 27. juni 2012

Længsel




Hulsten i lange baner
Store is og solnedgang foran Vesterhaws-cafeen.
Ein bisen solskin
og masser af vind i håret.
Sommerferie forude
Jeg længes forventningsfuldt.

søndag den 24. juni 2012

Regntung skønhed og vaks vovse


De knytnævestore pæoner
havde ramt jorden med regntunge bump.
Nu er de blevet reddet i tørvejr,
har fået skyllet det værste pløre af 
og står her ved min side og spreder den lifligste sommerduft.


Smukkehunden vokser sammen i lyntempo.
Det er fantastisk at hun under en uge efter operationen næsten ikke halter.
Midt i glæden over at det er gået så godt,
bekymrer jeg mig for genoptræningen som skal foregå over 7-8 uger.
Det kommer til at kræve megen disciplin at holde hende i den fornødne ro,
når hun allerede nu begynder at føle sig fit igen.

fredag den 22. juni 2012

Når hænderne knap kan følge med ideerne

Ipaden skal have ny kjole.
En hæklet en af slagsen.
En ide om at flette 2 bånd ind i panelerne har taget form
og jeg turbohækler bånd for at prøve ideen af.
Måske kommer det til at se helt vildt klumpet ud,
men hvis det funker,
bli´r det fileme fjong.

torsdag den 21. juni 2012

Roser i stedet for mocca - jeg nupper nu begge dele - men hver for sig


2 kopper velduftende roser
og hæklerier i morgensolen,
er en helt OK start på en sommertorsdag.
Særlig når den kommer efter en pivefri nat;)

onsdag den 20. juni 2012

Gårdcafe med luksus hundepension


Jeg har holdt åben i den lille gårdcafe i dag.
Det første unge menneske var klar til morgenmadsservering midt formiddag.
Vi gennemgik analyse af folkeviser mens vi guflede.
Med en årsprøve i dansk forude, var det godt at få mad og tro på sig selv i maven.
Kuren virkede, Jullen gav den gas og scorede et 10-tal.

Ved 13.30-tiden forlod de næste to youngsters deres dyner til fordel for frokost-tomatsuppe.
Da de havde fået maverne fyldt op
hængte jeg "siesta"-skiltet ud og nuppede en morfar på liggestolen,
efter at have udliciteret aftenmåltidet til syvsoverne.
Hundebassen har rekreeret i den solskinsfyldte gård.
Nydt at kunne ligge ude i frisk luft og være søllehund.
Haven er no-go uden snor.
Så er det godt at kunne samle hele sin familie i gården 
og med sit brune intense blik og lidt piv
tigge sig til en lind strøm af mundrette lækkerier
lige ned i hundemavsen,
mens man ligger og gror sammen.
Uhmm vi glæder os til endnu en solskinsdag.



tirsdag den 19. juni 2012

Home again


Tusind tak for de søde og omsorgsfulde kommentarer.
Smukkehunden er hjemme igen.
Med sommerbarberet ben og og en god gedigen dosis morfin klistret på maven.
Hun er bimmel og nusseglad.
Vi nyder begge den vidunderlige sommeraften i gården.
Jeg nifler ukrudt op og Smukkehunden suger solvarmen ud af fliserne.
Hun og jeg er blevet enige om at senge med ben på, 
er så meget last year.
Vi holder os ved jorden,
så "man" kan ligge i fodenden, selv om "man" ikke må hoppe i senge eller sofaer.

mandag den 18. juni 2012

Blomsterdrik

Hvis nu, som at det var, at jeg liiige kravlede op på halvtaget.
Så havde jeg inden længe hyldedrik klar til sommerheden....
....og blomsterklaserne ER skyllet.

Pyllergøj


Smukkehunden har ødelagt et korsbånd
og er blevet opereret i dag.
Hun skal blive på hospitalet til i morgen eftermiddag.
Jeg er en værre pyllergøj.
Natten blev mestendels søvnløs
af bekymring for om det nu gik godt med operationen.
Det gjorde det. 
Det gik efter dyrlægens udsagn SUPERGODT.
Nu vader jeg hvileløst rundt og venter på at det bliver i morgen.
Bekymrer mig i uendelige baner om hvordan jeg skal holde sprutsakken i ro i en hel uge,
før vi må starte genoptræningen op.
Savner hendes rytmiske snorken under mit arbejdsbord.
Savner hendes møgirriterende uvane med at kratte ned af mit ben.
Hvis nogen ymter noget om at det jo KUN er en hund,
klemmer jeg en tør Frölicher hårdt op i deres næse!

søndag den 17. juni 2012

A little bit of this and a little bit of that




En snis af et gammelt dynebetræk
ender sine dage som drengeskjorte.
Sådan en der kan skærme køligt på en hed sommerdag.
Sommerdag hørte du det.... vi er klar!

Harlekin-ternene er blevet forenet på en ny måde.
De har fået huller
og er klar til "øjer" og lækre lædersnore.

Værkstedsskilderierne
har kameraet på forunderlig vis selv knipset.
Måske i et af de solskinsøjeblikke
hvor jeg smuttede ud og sugede varme og snuppede et par sider i min bog.
Når skyer og byger atter trak henover
krøb jeg da bare i ly og syede, limede og borede videre.
Alt det bedste af søndagen er nydt,
nå nej der mangler lige bugnende skål jordbær!

Inspiration og skabelon



En af mine "Knitværks"-veninder viste mig den fedeste bog 
med en bunke skønne stencils til tryk.
I går lykkedes det mig at finde den i Aros-butikken.
Nu ligger den og lokker med ideer og eksperimenter
....og matcher farverne i Annes trykkeri.

lørdag den 16. juni 2012

Øjeblikke grebet i det løbske liv


Lige for lidt siden sad Millemusen i sin fars favn og guffede på sutten.
I dag sad hun ved rattet og styrede med sikkert overblik og blide gearskift mit automobil gennem storbytrafikken.
Sådan kan man blive voldsomt overrasket over hvordan tiden tumler afsted i livet.

Skønhedspletter




Jeg elsker morgenturen rundt i haven.
Med sove t-shirt og med bare tæer i det kolde græs.
Jeg er helt forgabt i hostaernes farvespil 
De vidunderlige kæmpeblade som samler på regndråber.
De lilla og hvide blomsterstande der efterhånden stritter op af det grønne hostahav.
Lige her hvor jeg har fået rigget et bord og et par stole op
er der solskin og læ det meste af dagen.
Her kan man dratte ned med en kop kaffe og nyde frodigheden rundt i haven,
både om morgenen og her hen på aftenen.
Her er godt at være.

fredag den 15. juni 2012

Craft it forward

Jeg har fået den fineste gave af Puk.
En smukt indbundet notesbog med lækkert trekantstryk
og skønne blå knapper.
Tusind tak Puk.
Årsagen til at den fine gave er landet i min postkasse,
er at jeg for en tid siden,
lige nåede med i Puks Craft it forward.
Nu skal jeg i gang med at lave fine gaver.
Èn til Puk
og muligvis også en til dig.
Der er håndarbejde fra mig til de tre første der lægger en kommentar til dette indlæg og er med på at 
"crafte forward" på egen blog.

Bare blå med lidt stjerne på





Fine filt-julestjerner
japansk cirkelskærer
kernelæder
og en sjat farve
er blandet sammen og endt ud som 
duppeditter 
til en Kristine-inspireret indkøbstaske.
Tasken er syet af endnu en flig af det vidunderlige blå skind.
Uden foer eller nogen dikkedarer,
bare rå 
og god til at slæbe et par liter mælk og lidt fredagssnold hjem i. Den er testet;)


torsdag den 14. juni 2012

Blå bobler






Forleden dag var jeg svineheldig. 
I Læderiet fandt jeg et stykke blåt skind på størrelse med gulvet i en mindre dansesalon.
Ikke bare blåt,
 men blåt på den der måde, der lige nøjagtig matchede et af mine
skindtryk.
Nu er et hjørne af dyret blevet samlet til en lækker taske
til fruen.
Jeg er en glad gris
med boblende blå taske.